Partnerkredsen i JSA har besluttet at udnævne en række nye partnere pr. 1. maj 2013. Advokat Katrine Schlüter indtræder som managing partner i JSA’s ledelse. Advokat Anette Moll Berg udnævnes til partner og advokaterne Maria Fredenslund, Mads Jørgensen, Søren Danelund Reipurth og Rasmus Vang udnævnes til juniorpartnere. Samtidig siger vi farvel til vores direktør Marianne Wier, som har fået et fantastisk job som direktør for Skade i Topdanmark. Vi ønsker Marianne tillykke med den nye stilling og takker for det store arbejde, som Marianne har lagt i JSA.

Sagen handlede om, hvorvidt Infopaq International A/S kunne indscanne avisartikler til brug for elektroniske søgninger og udskrive korte tekstuddrag bestående af 11 ord uden at have spurgt rettighedshavere til artiklerne om lov. Formålet var at lette søgningen og hurtigere finde relevante artikler. Tidligere har Infopaq læst hele avisen igennem, for at finde de artikler de skulle bruge. Efter dommen må Infopaq nu gå tilbage til den metode eller bede rettighedshaverne om samtykke til brugen af artiklerne.

Efter at man havde konstateret, at uddragene var ophavsretligt beskyttet, var det centrale spørgsmål, om de kun var midlertidige kopier. Hvis uddragene kun var midlertidige, var det lovligt for Infopaq at bruge dem uden at spørge rettighedshaverne om lov. Infopaq formåede dog ikke at overbevise Højesteret.

Lige netop i denne sag havde det spørgsmål dog ikke en afgørende rolle, fordi Infopaq også printede uddraget. Ved at Infopaq printede uddraget ud på et fysisk stykke papir, var papiret med uddraget under alle omstændigheder ikke en midlertidig kopi.

Af advokatfuldmægtig Julie Keittelmann

Dommen er interessant for os i Europa, da ReDigi har bebudet, at de snart vil indtræde på det europæiske marked med salg af både brugte musikfiler og brugte e-bogsfiler. Senest er det kommet frem, at også Apple og Amazon er på vej med tjenester af samme art. Se http://www.b.dk/tech/apple-vil-lade-dig-saelge-brugte-apps.

ReDigi har sagt, at de vil anke dommen, og vi har derfor ikke hørt det sidste ord i denne sag. I mellemtiden kan vi så spørge os selv, om tjenesten også vil være ulovlig i Europa.

Det er kombinationen af jura og teknik, der er i spil. En af udfordringerne med ReDigi er, at rettighedshaverne vil sikre sig, at den musik som bliver solgt på tjenesten rent faktisk er lovligt købte filer. Dette kræver en teknisk foranstaltning, som kan skille de ulovlige filer fra de lovlige. En anden udfordring er at sikre, at filerne slettes på sælgerens computer når de sælges.

Kernen i sagen er dog en fortolkning af to grundlæggende ophavsretlige regler: Konsumptionsprincippet og eneretten til eksemplarfremstilling. Konsumptionsprincippet – princippet, om at et eksemplar, som er solgt lovligt første gang, kan sælges videre uden samtykke fra rettighedshaverne – har traditionelt kun handlet om fysiske eksemplarer. Spørgsmålet er, om det kan udstrækkes til at gælde salg af digitale filer?

Den amerikanske domstol har nu afgjort, at en køber af en digital musikfil ikke må sælge den videre uden først at spørge rettighedshaveren. Domstolen begrunder det med, at der i strid med ophavsretten sker kopiering af musikfilerne, når disse uploades og downloades til og fra ReDigi, og at den musikfil en køber ønsker at købe derfor ikke er den samme, som den fil sælgeren solgte, hvorfor man ikke kan tale om, at et eksemplar sælges videre. Dommeren anfører, at ReDigi ulovligt tager en kopi af et musiknummer og derefter sælger det. Som han også udtrykker det, så der er ikke afgørende forskel på det ReDigi foretager sig og det at optage lyden fra en LP på kassettebånd for derefter at sælge båndet.

EU-Domstolen afsagde i juli 2012 en bemærkelsesværdig dom vedrørende edb-programmer (C-128/11, UsedSoft v. Oracle). Her sagde domstolen groft sagt, at salg ved download svarede til salg af et fysisk medie, og at de to former for salg derfor skulle behandles ens.

Spørgsmålet er, om EU-Domstolens konklusion kan overføres til salg af musikfiler, når der skal tages stilling til spørgsmålet i EU.

Den næste juridiske udfordring er, at der som nævnt rent teknisk sker kopiering af musikfilerne, når disse overføres til ReDigi af en sælger, og igen, når en køber henter filen ned til sin computer. Så selvom et stykke musik, på et fysisk medie eller digitalt, er købt lovligt første gang, og man antog at retten til videresalg blev konsumeret, så har rettighedshaveren stadig eneretten til at lave kopier af musikværket og kan altså ifølge den amerikanske domstol ved hjælp af denne eneret forhindre ReDigi i sit forehavende.

Det er et faktum, at der sker kopieringer af musikfilen, når den sælges på ReDigi. Det juridiske spørgsmål er her, om den kopiering er så flygtig og tilfældig, at den i EU vil blive tilladt.

I UsedSoft-dommen afgjorde retten, at den kopiering der fandt sted ved overførelsen af en fil, var en nødvendig teknisk foranstaltning, der gjorde det muligt for køberen af programmet, at benytte dette, og at kopieringen derfor skulle tillades. Her handlede det om edb-programmer.

I den amerikanske sag havde ReDigi henvist til en bestemmelse vedrørende edb-programmer og ønskede dermed at sidestille en musikfil med et edb-program, hvilket dommeren slet ikke kommenterer på i dommen. Dette skal nok tolkes på den måde, at man ikke kan sammenligne de to ting.

Men om man i EU vil tillade kopieringen ud fra principperne fra UsedSoft-dommen, med henvisning til, at den er tilstrækkelig flygtig og tilfældig er stadig et åbent spørgsmål. Det kunne dog tyde på, med henvisning til UsedSoft-dommen, at man i EU er mere tilbøjelig til at overføre principperne fra den analoge verden til den digitale, og dermed tillade den kopiering, der er en teknisk forudsætning for en overførsel af en digital fil.

Det endelige udfald af ReDigi-tvisten kan være med til at ændre det digitale landskab, og kan blive en vigtig faktor i  den digitale fremtid for licensering af  musik.

Af Stud. Jur. Morten Oddershede Jensen

]]> http://www.jslaw.dk/2013/04/er-der-en-digital-fremtid-for-brugt-musik/feed/ 0 http://www.jslaw.dk/2013/04/%e2%80%8bpressemeddelelse-handel-med-kopiprodukter-er-en-trussel-mod-dansk-erhvervsliv/ http://www.jslaw.dk/2013/04/%e2%80%8bpressemeddelelse-handel-med-kopiprodukter-er-en-trussel-mod-dansk-erhvervsliv/#comments Wed, 10 Apr 2013 08:17:40 +0000 JSA http://www.jslaw.dk/?p=2687 - og det bør afspejles i retssystemet
Dansk politi skal styrke indsatsen mod kriminalitet med kopiprodukter, og derfor bør vi have en national specialiseret politienhed – en IPR Task Force. Ud over at det står højt på industriens ønskeliste at tage hånd om problemerne med IPR kriminalitet, står det også højt på Europols liste over nutidens største samfundstrusler. Europol anbefaler i en ny rapport, at de europæiske lande sætter særlig skarpt fokus på netop denne form for kriminalitet (https://www.europol.europa.eu/content/europol-identifies-3600-organised-crime-groups-active-eu-europol-report-warns-new-breed-crim)

I dag mødtes Industrien i Danmark med Rigsadvokaten for at fortælle om udfordringerne med at beskytte IP rettigheder. Industrien leverede fælles klare eksempler på, at beskyttelse af dansk design, mode, film og tv, opfindelser og industriprodukter i dag halter efter den barske virkelighed. Det er positivt, at Rigsadvokaten har åbnet for dialog om de praktiske udfordringer, og industrien håber, at dagens møde hurtigt fører til en løsning på det stigende problem med IPR kriminalitet. Helt konkret er der behov for styrkede kompetencer, ensartet behandling og prioritering af IPR kriminalitet hos politi og anklagemyndighed.

Læs hele pressemeddelelsen her

I 2012 blev det muligt for virksomheder, foreninger og privatpersoner at registrere og drive deres egne generiske Top Level Domæner (”gTLD’er”) såsom ”.app” og ”.blog.” Det førte til, at der i løbet af foråret 2012 blev indleveret ikke færre end 1.930 ansøgninger om nye gTLD’er fordelt på i alt 1.409 forskellige gTLD’er. En lang række nye gTLD vil derfor begynde at se dagens lys fra og med sommeren 2013.

For varemærkeindehavere indebærer de nye gTLD’er en risiko i den forstand, at det bliver muligt at registrere et hvilket som helst varemærke som såkaldt Second Level Domæne, eksempelvis varemærke.design eller varemærke.home. De nye gTLD giver imidlertid også varemærkeindehavere en unik mulighed for at registrere deres varemærke under et af de mange nye gTLD. Eksempelvis får Johan Schlüter advokatfirma mulighed for at registrere ”johanschlüter.law” eller måske ”johanschlüter.legal.”

På den baggrund har ICANN (den organisation, der ”kontrollerer” størstedelen af alle Top Level Domæner) besluttet, at der skal oprettes et såkaldt Trademark Clearinghouse, hvor varemærkeindehavere over alt i verden kan registrere deres varemærker. Registrering i dette Trademark Clearinghouse har to åbenbare fordele for varemærkeindehavere.

For det første giver registrering adgang til de såkaldte ”sunrise” perioder, som vil gå forud for launch af hver af de nye gTLD. 30 dage inden launch vil varemærkeindehaveren således modtage besked om, at der nu er 30 dage til, at et bestemt gTLD, som varemærkeindehaveren har interesse i, launhces, hvorefter varemærkeindehaveren – før alle andre interesserede – har 30 dage til at registrere sit varemærke under det pågældende gTLD. Dette er en unik mulighed for varemærkeindehavere, som godt kunne tænke sig at registrere deres varemærke under et af de nye gTLD’er.

For det andet betyder registrering, at varemærkeindehaveren advares, hvis andre i en periode på minimum 60 dage fra launch registrerer varemærkeindehaverens varemærke under et af de nye gTLD’er. Der er ikke tale om en blokering, men advarselsfunktionen betyder, at varemærkeindehavere ikke selv behøver at bruge væsentlige ressourcer på at holde øje med, om deres varemærke registreres under et af de nye gTLD’er, hvilket er en klar fordel.

Herudover er der i branchen en forventning om, at registrering på sigt vil gøre det lettere at løse tvister i relation til domænenavne. Der er altså en række gode grunde til at registrere sit varemærke i Trademark Clearinghouse.

Johan Schlüter advokatfirma kan som et af de første advokatkontorer i Danmark tilbyde registrering i Trademark Clearinghouse. Hvis du ønsker, at dit varemærke registreres i Trademark Clearinghouse, eller hvis du gerne vil høre mere om registrering i Trademark Clearinghouse, anbefaler vi, at du kontakter en af vores varemærkeadvokater:

Advokat (L) Annemette Ellermann
Direkte: +45 3271 2005
e-mail: ae@jslaw.dk

Advokat (L) Anette Moll Berg
Direkte: +45 3271 2001
e-mail: amb@jslaw.dk

Advokat, LL.M Søren Danelund Reipurth
Direkte: + 45 3271 2052
e-mail: sda@jslaw.dk

Som ejer af en video på YouTube, opnår man flere fordele ved at øge antallet af views. Flere views giver eksempelvis bedre placering og dermed eksponering på YouTube, og videoen fremstår selvsagt mere populær over for brugerne. Det kan desuden medføre øgede reklameindtægter, når reklamepengene skal fordeles blandt indholdsleverandørerne.

Manipulation med en videos afspilninger og popularitet er i strid med YouTubes egne regler. Det fremgår også af udtalelsen fra Google i artiklen, at de tager sådanne ting meget alvorligt og smider folk af YouTube, hvis snyd bliver opdaget.

Situationen er umiddelbart sammenlignelig med en virksomhed, som anmelder sine egne produkter på forbrugersites eller andre steder. Det er utvivlsomt i strid med god markedsføringsskik, da det har karakter af skjult reklame. Forbrugerne narres til at tro, at produkter har fået de gode anmeldelser af andre forbrugere, og den går selvfølgelig ikke.

Køb af views siger naturligvis ikke noget om, hvad de brugere, der har set videoen, rent faktisk synes om den. Ikke desto mindre giver det et indtryk af, at produktet er mere populært, end det reelt er. Køb af views på YouTube må derfor kunne karakteres som skjult reklame, og det er altså i strid med god markedsføringsskik.

Når man taler om køb af views for at skabe kunstig popularitet i forhold til eget produkt, er det samtidig relevant at overveje, om det også vil være i strid med god markedsføringskik, hvis man køber kunstig negativ omtale af konkurrentens produkter. Det er muligt at ”dislike” videoer på YouTube, og det må derfor også være muligt at købe sig til kunstig negativ omtale af konkurrentens videoer. Mig bekendt har der endnu ikke været omtale af dette, men situationen kan sammenlignes med en virksomhed, som skriver falske negative anmeldelser af konkurrenternes produkter. Efter min opfattelse er der næppe tvivl om, at køb af ”dislikes” på YouTube vil være i strid med god markedsføringskik.

Muligheden for at købe kunstige views er naturligvis skadelig for YouTube, der mister troværdighed. På sigt er det dog også skadeligt for de musikere og andre, som forsøger at sælge sig selv via YouTube, hvis antallet af views, som en video har fået, eksempelvis ikke længere kan anvendes som et parameter for brugeren til at se, om en video rent faktisk er populær eller ej.

Artiklen fra den 19. marts kan læses på dr.dk.

Af advokat Mads Jørgensen

Dema Games ApS havde med stor succes udviklet et brætspil ved navn ”Opus-Dei: Existence After Religion” med et filosofisk/ateistisk tema, og i den forbindelse havde Dema varemærkeregistreret et logo, der bestod af spillets titel skrevet med gotiske bogstaver og nogle religiøse symboler. Det var Prælaturet imidlertid ikke særlig begejstret for, og man anlagde derfor sag mod Dema.

For Prælaturet var der særligt én udfordring, som skulle overkommes. Varemærkerne var nemlig registreret for forskellige varer og tjenesteydelser, og derfor måtte Prælaturet forsøge at overbevise Sø- og Handelsretten om, at deres varemærke OPUS DEI var blevet velkendt i Danmark.

Inden for varemærkeretten er udgangspunktet, at man kun kan forbyde andre at bruge ens varemærke (eller lignende varemærker) for lignende varer og tjenesteydelser. Men er et varemærke meget kendt i befolkningen, udstrækkes varemærkebeskyttelsen også til varer og tjenesteydelser, der er af en anden type.

I bestselleren ”Da Vinci Mysteriet,” der er solgt i mere end 80 mio. eksemplarer på verdensplan, og som også er filmatiseret, indtager organisationen Opus Dei en vigtig rolle. I perioden efter bogens udgivelse og filmatisering skrev flere danske medier desuden historier om organisationen. På den baggrund argumenterede Prælaturet for, at befolkningens kendskab til deres varemærke ”OPUS DEI” var så stort, at man måtte anse varemærket for velkendt.

Det var Sø- og Handelsretten bare ikke enige i. Retten mente ikke, at man kunne være sikker på, at befolkningen ville forbinde navnet Opus Dei med Prælaturet. Brugen af Opus Dei i Da Vinci Mysteriet var ikke så tæt forbundet med det ”rigtige” Prælatur, at Opus Dei var blevet til en velkendt betegnelse for Prælaturet. Retten mente også, at det talte imod velkendthed, at der var gået 10 år siden udgivelsen af bogen og 7 år siden filmen af samme navn udkom.

Da der ifølge retten ikke var lighed mellem brætspil og ”religiøs undervisning” og ”organisering og ledelse af religiøse møder”, måtte retten derfor frifinde Dema Games ApS.

Bare fordi en organisation (eller en virksomhed for den sags skyld) indtager en vigtig rolle i en bestseller, opnår organisationens varemærke altså ikke status som ”velkendt.” Organisationen må også kunne dokumentere, at det er organisationen, der er blevet kendt. Det er ikke tilstrækkeligt, at den fiktive version fra bogen af mange forbindes med varemærket.

Af Stud. Jur Karl Amiri Melchior <kam@jslaw.dk>

EU-domstolen har i en række markante sager taget stilling til, om man må bruge andres varemærker som søgeord hos Google. Den korte konklusion er, at det må du godt, hvis der vel og mærke ikke er risiko for, at en almindelig internetbruger kan forveksle din annonce og dig som ejer af varemærket. Bruger du eksempelvis det velkendte varemærke ”Coca Cola”, skal du udforme din annonce således, at de internetbrugere, der læser din annonce, ikke fejlagtigt tror, at du er The Coca Cola Company, eller at din virksomhed er forbundet hermed. Udformes din annonce efter EU-Domstolens retningslinjer, burde man altså kunne forvente, at alt er i den skønneste orden.

Men sådan er det ikke nødvendigvis i Danmark. I forrige uge pålagde Sø- og Handelsretten nemlig en dansk virksomhed at betale erstatning m.v. for brugen af en konkurrents varemærke som søgeord, uden at der overhovedet blev taget stilling til, om der var risiko for forveksling.

Sagens parter var de to udbydere af registre over dårlige betalere, RKI og Debitor Registret. Sidstnævnte havde anvendt varemærkerne RKI og Ribers som søgeord hos Google. Søgte man således på RKI eller Ribers, fremkom annoncer med links til både RKI og Debitor Registret. Og det var ifølge Sø- og Handelsretten i strid med god markedsføringsskik, fordi brugen af RKI eller Ribers medførte ”…en urimelig markedsmæssig fordel for Debitor Registret…”

Dommen er interessant, fordi man i lignende sager i andre EU-lande i større omfang har fulgt EU-Domstolens retningslinjer og set på, hvordan de annoncer, som søgeordene udløser, forstås af internetbrugerne. Man har eksempelvis sammenlignet hjemmesidernes links og lagt vægt på, om søgeordet/varemærket var angivet direkte i overskriften på annoncen. Men i Danmark går Sø- og Handelsretten altså andre veje.

Dommen følger en tidligere afgørelse fra Sø- og Handelsretten fra oktober med samme problemstilling, hvor man kom frem til, at brugen af søgeord måtte betragtes som utilbørlig og illoyal. Om de to domme er udtryk for, hvad parterne kan forvente sig fremover, er svært at sige med sikkerhed. Noget tyder dog på, at danske erhvervsdrivende, der bruger andres varemærker som søgeord, skal være særligt forsigtige.

Samlet set bør man derfor være meget påpasselig med at anvende andres varemærke som søgeord. Og beslutter man alligevel at gøre det, bør man søge juridisk rådgivning, så man undgår at blive pålagt at betale erstatning m.v.

Af Julie Keittelmann

In Denmark, Rudi and Harald Nielsen used to be known for their achievements in their younger years. Rudi was a well-known actress in the 1950s and the 1960s, and Harald played professional football for an Italian football club, Bologna F.C., where he was the most scoring player in 1964. But that changed a few years ago when Rudi and Harald Nielsen’s company started to tangle with Italian luxury fashion brands Gucci and Bottega Veneta.

When Harald Nielsen quit his football career in 1970, he started importing leather goods, clothing, and shoes from Italy. The business was successful, and the company managed to steer clear of infringement disputes. But in 2007 Gucci and Bottega Veneta started building a case against Harald and Rudi’s company, which ultimately led them to take legal action in 2009. According to Gucci and Bottega Veneta, the Danish company was liable for trade mark infringement, just as the company had acted contrary to good marketing practice, which would be a violation of the Danish Marketing Act.

The case was finally brought before the Supreme Court, who ruled in the matter in December 2012. Taken as a whole, the Supreme Court did not agree with Gucci and Bottega Veneta. The Supreme Court merely found 4 out of 20 products to infringe the rights of Gucci and Bottega Veneta under the Danish Marketing Act. And even though Gucci had based their part of the case on no less than 16 trade mark registrations, the Supreme Court did not find any of the products to infringe the trade mark rights of Gucci and Bottega Veneta. The Supreme Court even dismissed Gucci’s claim that use of GUSACCI infringed Gucci’s trade mark rights to GUCCI.

And, as if that was not enough, the court’s reasoning was equally crushing. The Danish Supreme Court upheld the finding of the Maritime and Commercial Court that Bottega Veneta had not acquired trade mark rights to the so-called ‘intrecciato,’ which is the technique of weaving used in most of Bottega Veneta’s products. Moreover, the court dismissed all claims of trade mark infringement on the basis that Gucci’s trade mark registrations of the bridle, the ‘green-red-green’ webbing, and the ‘double G’ only offer protection against slavish imitations.

Thus, Bottega Veneta was only successful with regards to one single handbag, while Gucci succeeded in relation to two pairs of men’s shoes as well as a pair of gloves.

Does this mean that in the future, owners of luxury fashion brands should think twice before taking legal action in Denmark? Not necessarily. But it might just mean that owners of such brands should not expect to be able to rely on their ‘fame’ to help them over the finish line. They need to establish actual infringement, not just derivation. And it that sense, the Danish Supreme Court has probably made life more difficult for owners of luxury fashion brands.

By Søren Danelund Reipurth, attorney-at-law, LLM (Melbourne)