Jeg er netop kommet hjem fra årets internationale varemærkekonference, der dette år blev holdt i Washington DC. Flere af vores internationale varemærkeklienter benytter konferencen til at samle deres netværk af varemærkeadvokater for at orienterere os om, hvad der er sket i deres firma i det foregående år. Til stor fornøjelse og inspiration.

I år orienterede en af vores amerikanske varemærkeklienter og producenter af mærkevarer os om, hvordan de får udviklet tre-dimensionelle hologrammer og vandmærker for at sikre deres merchandise. Det er ikke tilstrækkeligt med een form for sikring, for den bliver lige så hurtigt eftergjort af piratkopisterne. Så der udvikles og benyttes flere varesikringstyper. Og det stopper ikke med det. Der skal løbende udvikles nye varesikringstyper for at afsløre de stadigt bedre piratkopier. Det kræver ikke udfoldelse af megen fantasi at forestille sig, hvor kostbart det er i mandetimer og tilkøbt ekspertise og så under en finanskrise, hvor indtjeningen på egne varer er under pres.

Tænk over, at næste gang du vælger den billigere kopivare – måske i hæderlig kvalitet – fremfor den originale mærkevare, så bidrager du til at underminere den innovation, som vi og samfundet ikke kan undvære.

Af Annemette Ellermann

Den 3. maj 2012 offentligjorde de nordiske forbrugerombudsmænd deres standpunkt til markedsføring via sociale medier. Tilbage i efteråret 2011 sendte forbrugerombudsmændene et udkast til høring, men udkastet mødte stor kritik, idet udkastet ifølge kritikere ikke i tilstrækkelig grad tog højde for, hvordan de sociale medier rent faktisk fungerer i praksis. Det medførte, at anbefalingerne i udkastet på nogle områder unødigt hæmmede virksomhedernes muligheder for at markedsføre sig effektivt på de sociale medier.

Forbrugerombudsmændene har tilsyneladende lyttet til kritikken, som udkastet affødte, for i standpunktet af 3. maj er visse centrale elementer ændret. Det er bestemt en fordel for de virksomheder, der ønsker at  markedsføre sig på de sociale medier.

Den væsentligste ændring består i, at meddelelser, som optræder på brugernes nyhedsstrøm, ikke på nuværende tidspunkt karakteriseres som e-post, men i stedet anses som ”anden uanmodet kommunikation”. Det gælder, indtil forbrugerombudsmændene nærmere har fået fastlagt karakteren af den slags meddelelser. Forbrugerombudsmændene har rettet henvendelse til EU-kommissionen herom.

Det gør en væsentlig forskel for virksomheders markedsføringsmuligheder, at meddelelser, som f.eks. findes på brugernes nyhedsstrøm, ikke karakteriseres som e-post. Det skyldes, at det ikke er tilladt at sende e-post uden først at have fået tilladelse til det fra den bruger, som modtager meddelelsen, på grund af forbuddet mod spam. Det er til gengæld tilladt at præsentere brugere for ”anden uanmodet kommunikation” uden først at have opnået tilladelse til det, når blot brugerne har mulighed for at frabede sig at modtage meddelelsen. Det betyder i praksis, at virksomheder kan anvende brugeres ”synes godt om” tilkendegivelser og statusopdateringer mv. i markedsføringen på sociale medier.  

Standpunktet er umiddelbart fortsat en smule for restriktivt på visse områder. Det gælder blandt andet i relation til fortolkningen af de markedsføringsretlige krav til en klar identifikation af markedsføring.

Læs de nordiske forbrugerombudsmænds pressemeddelelse og find selve standpunktet her

Af Mads Jørgensen

 Hvad gør rettighedshavere, når de kan se, at deres produkter, fx musikalbums, bøger eller film, suser uhæmmet rundt på nettet uden deres tilladelse? Og hvad gør de, når det eneste de kan se, er en IP-adresse? I Danmark har vi de nogle lovregler, som giver rettighedshavere mulighed for at gå til domstolen og bede internetudbyderen, om at få udleveret personoplysninger på ejeren af internetforbindelsen. I Sverige trådte tilsvarende regler i kraft den  1. april 2009.

 På dagen for lovens ikrafttræden, bad en gruppe svenske bogforlag derfor retten om hjælp, da de erfarede, at lydbøger, som de har rettighederne til, ulovligt var blevet lagt op på en FTP-server fra en række IP-adresser. Internetudbyderen, ePhone, var ikke villig til at udlevere oplysningerne, og gjorde samtidig gældende, at den svenske lovbestemmelse var i strid med EU’s persondatadirektiv. Sagen nåede hele vejen gennem det svenske retssystem – helt til den svenske højesteret.

 Da sagen nåede til den svenske højesteret, valgte retten at spørge EU-domstolen, om den nye svenske lovbestemmelse var i strid med EU-retten. Særligt når nu internetudbyderen havde indsamlet de pågældende personoplysninger til helt andre formål end at afsløre immaterialretlige krænkelser på internettet.

 Den 19. april 2012 slog EU-domstolen fast, at EU-retten ikke er til hinder for en lovregel som den svenske (og den danske for den sags skyld).

 Dermed kan den svenske retssag fortsætte efter tre år.

 Læs dommen her.

Af Cathrine Emilie Skovsted

De danske politikere diskuterer i øjeblikket, hvordan man kan forhindre ulovlig fildeling på internettet, og i den forbindelse er brevmodellen stadig i spil. Som leder og talsmand for RettighedsAlliancen fortalte Maria Fredenslund således om brevmodellen; om baggrunden for den og om formålet med den. Hun fortalte desuden, hvordan vi i Danmark kan hente inspiration fra Frankrig, Sverige og USA, som alle har implementeret interessante tiltag for at forhindre ulovlig fildeling.

Du kan høre hele udsendelsen her.

Overrækkelsen fandt sted på Sophienberg i Rungsted i forbindelse med et 2-dages seminar (Bogbranchen og internettet – frit eller reguleret), hvor de største drivkræfter inden for entertainment- og medieret mødtes. Johan Schlüter talte i forbindelse med prisoverrækkelsen om Vederlagsretten ved tvangskollektivisering af ophavsrettigheder.

“Jeg er selvfølgelig meget beæret over at være udpeget til at modtage prisen. Jeg har selv haft den glæde at have truffet professor og dr.jur. Mogens Koktvedgaard personligt ved flere lejligheder. Prisen bærer navnet på den, som jeg anser for at have været én af de skarpeste i landet, når det drejer sig om juridiske problemstillinger – især inden for immaterialret og konkurrenceret,” siger Johan Schlüter. Han understreger, at Mogens Koktvedgaard var en meget afholdt forsker ved Det juridiske Fakultet på Københavns Universitet, hvor han grundlagde immaterialret som fag, og at hans undervisning var intet mindre end et tilløbsstykke.

Koktvedgaardprisen 2012 er en ny pris, indstiftet af Foreningen for Entertainment og Medieret, og den uddeles som påskønnelse til én, der har ydet en ekstraordinær indsats inden for entertainment- eller medierettens fagområde.

Dommerkomiteen består af advokat Steen Lassen, Højesteretsdommer Thomas Rørdam og professor Jens Schovsbo.

Det typiske vindue mellem en film har kørt i biografen og til den har premiere på salgs- eller lejemarkedet er i dag på 4-6 måneder. I denne periode er en film som udgangspunkt ikke til at få fingre i lovligt.

På konferencen blev det drøftet, om man i filmbranchen burde begynde at se mere nuanceret på vinduerne og prisstrukturerne for film i disse perioder blandt andet for bedre at kunne tackle problemerne med pirateri på internettet. Det blev drøftet, hvorvidt man kunne tilpasse vinduer og prisstruktur mere konkret i forhold til hver enkelt film end tilfældet er i dag, idet hver film jo har forskellig værdi, og ”holdbarhed”. På nogle titler kunne man derfor f.eks. forestille sig en lang periode fra biograf-release til titlen udkom på Blu-Ray, DVD eller VOD, og på andre titler kunne man forestille sig, at dette vindue helt blev droppet. Filmen kunne i stedet være tilgængelig på alle platforme men til en højere pris i denne periode.   

En sådan løsning mødte imidlertid kritik på konferencen. Der blev nemlig argumenteret for, at pirateri –   særligt af danske film –  først fandt sted, når en film udkom på Blu-Ray, DVD eller lignende. Det ville derfor ikke have en positiv effekt på pirateri-problemet at fjerne eller forkorte vinduet frem til DVD-release.  Herudover blev det anført, at det var centralt for at fastholde investering i filmproduktionen i Danmark at holde fast i de eksisterende vinduer. Dette ville således have alvorlige konsekvenser for de danske biografer, hvis biograf-vinduet blev fjernet, idet folk ville fravælge biografen. Investeringen i film fra de danske biografers side forudsatte, at investeringen kunne svare sig, og det krævede, at filmen alene fandtes i biograferne i en vis periode, og at der gik noget før filmene kom ud på salgs- og lejemarkedet. Der var derfor stor risiko for, at et kortere eller intet vindue ville medføre, at biografernes omsætning ville falde med den konsekvens, at investeringerne i nye danske film blev mindre. Dette ville selvfølgelig have negative konsekvenser for selve udbuddet af film i Danmark.

En spændende og meget relevant debat, som efter konferencen er fortsat i Filmmagasinet Ekko og på Ekkos hjemmeside – www.ekkofilm.dk/

Af Mads Jørgensen

Forfatterne kommenterer Højesterets dom af 15/12 2011, TfS 2012, 208, vedrørende dansk beskatning af et “advancement” fra en engelsk trust til en dansk bosiddende beneficiant. Artiklen indledes med generelle bemærkninger relateret til dansk beskatning af trusts. I Højesterets dom af 15/12 2011, TfS 2012, 208, tog Højesteret stilling til, om en ydelse fra en engelsk trust til en dansk, fuldt skattepligtig person skulle behandles som arv fra stifteren af trusten eller som gave fra den aktuelle rentenyder, der havde bopæl i England.

Hovedforhandlingen var interessant, fordi der var tale om en straffesag, hvilket er ukendt territorium for mig, og fordi de faktiske omstændigheder – ifølge anklagemyndigheden – var noget mere makabre, end hvad vi normalt oplever i Danmark. 

En ung mand stod tiltalt for at have myrdet en tidligere og noget ældre “samarbejdspartner” (de havde i fællesskab produceret og solgt euforiserende stoffer), hvorefter han angiveligt skulle have skaffet sig af med liget ved først at brænde og syrebade det og herefter at smide det i havet fra den berømte vej, som går mellem Melbourne og Adelaide: the Great Ocean Road. En særdeles ubehagelig historie, hvis den viser sig at være sand. 

Desuden var hovedforhandlingen interessant, fordi den gav mig et indblik i nogle af forskellene mellem det danske og det australske retssystem.

Fremmed for mig var det eksempelvis, at dommeren bar paryk, men sådan er det jo gerne i de tidligere engelske kolonier. Dommeren skal fremstå neutral i enhver henseende, og for at opnå det mål går man altså lidt længere end i Danmark, hvor vi “nøjes” med kapper ved de højere retter.

Nyt var det også at opleve samspillet mellem solicitors og barristers, som vi slet ikke kender i Danmark. I Australien – såvel som i lande som England og USA – skelner man nemlig mellem advokater, der rådgiver klienter, og advokater, der går i retten. Førstenævnte – the solicitors – sad med ryggen til dommeren og bistod sidstnævnte – the barristers – med bilag m.v. Det er nemlig the solicitors, der har hyret the barristers til at føre retssagen og ikke klienten. 

En sjov detalje var det i øvrigt, at en af de tilstedeværende barristers havde en sort sløjfe på kappen. Dette signalerede, at hun var såkaldt QC (Queen’s Counsel), som er den mest fornemme grad, en barrister kan opnå. Det affødte tydeligt respekt hos de øvrige rådgivere.

Det var desuden mit helt klare indtryk, at “forestillingen” var mere dramatisk, end det normalt er tilfældet med straffesager i Danmark. Længst væk fra dommeren stod den tiltalte flankeret af to stående politibetjente. Umiddelbart over for den tiltalte var vidneskranken placeret. Her blev vidnerne – ligeledes stående – afhørt en efter en, mens den tiltalte så dem lige i øjnene. Og så var der juryen, som vistnok medvirker i næsten alle straffesager i Australien, men som er relativt sjælden i Danmark. Det mindede unægtelig mere om Ally McBeal, end en dansk retssag nogensinde kommer til.

Hvordan sagen ender, tør jeg ikke spå om. Det overlader jeg til juryen og de øvrige medvirkende. Men det var bestemt spændende at få et ganske kort indblik i, hvordan det australske retssystem virker i praksis. For selvom vi lever i en stadigt mere globaliseret verden, er der endnu forskel på, hvordan juraen omgåes rundt omkring i verden. Og det er bestemt ikke helt tosset, at man som rådgiver har en fornemmelse for, hvori forskellene består.

Af Søren Danelund Reipurth, advokatfuldmægtig

Fodboldholdet FC Vestsjælland, der p.t. spiller i 1. division, tog i starten af marts måned på 11 dages træningslejr til Marbella i Spanien for at pudse formen af, inden forårssæsonen starter om ca. 2 uger. 

Holdets sponsorer, herunder Johan Schlüter advokatfirma, blev i den anledning tilbudt at tage på en forlænget weekend til Marbella for at se nogle af holdets træningskampe, møde spillerne og få et indblik i holdets planer for den nuværende og kommende sæson.

Deltagelsen i en sådan tur – som udover rejseudgiften krævede, at man tog nogle arbejdsdage ud af kalenderen – er et klassisk eksempel på, at sponsorater er mere end blot udskrivningen af en check. For at sponsoratet fungerer optimalt må det forventes, at der skal bruges både tid og penge på at aktivere sponsoratet. En tommefingerregel siger, at man må forvente at skulle bruge det samme beløb på aktiveringen af sponsoratet, som selve sponsoratet lyder på. 

Jeg deltog i turen som repræsentant for Johan Schlüter advokatfirma, og havde en udbytterig tur sammen med de øvrige ca. 35 repræsentanter fra forskellige sponsorer tilknyttet FC Vestsjælland. Udover at se fodbold bød turen på et indlæg fra træner Ove Pedersen (tidligere superliga-træner), om de deltaljerede planer, der er lagt for, at FC Vestsjælland spiller i Superligaen i sæsonen 2013/2014. Derudover holdt kommunikationschef Steen Lorentzen, SEAS NVE, et meget interessant foredrag,  om de kommercielle muligheder og udfordringer, der er ved virksomhedssponsorater.

Turen gav selvfølgelig også mulighed for en hel masse networking med de andre fra sponsornetværket. Det var uden tvivl både tiden og pengene værd at tage med på sponsorturen – også kommercielt set.