
Den 18. juni arrangerede Johan Schlüter advokatfirma sammen med A Close Shave seminar om virksomheders markedsføring på Facebook. Facebook selv var inviteret med på seminaret og gav en spændende præsentation af de forskellige markedsføringsmuligheder, der eksisterer i Facebooks univers.
Jeg havde fornøjelsen af at give en gennemgang af de regler, man skal overholde, når man kaster sig ud i markedsføring på Facebook. Det kan være svært som virksomhed at finde ud af, hvad man må og ikke må i Facebooks univers, hvor selve platformen og måderne, der kommunikeres på, løbende ændrer sig. Det er særligt relevant at forholde sig til indholdet af de nordiske forbrugerombudsmænds standpunkt til markedsføring via sociale medier, som blev offentliggjort den 3. maj i år, og mit indlæg havde derfor sit afsæt i disse nye retningslinjer.
A Close Shave gennemgik desuden en række gode eksempler og ”do’s and don’ts” baseret på deres store praktiske erfaring med markedsføring på Facebook.
Det var enormt interessant at høre, hvad man som virksomhed har af muligheder, og hvad man bør satse på for at lykkedes med sin markedsføring på Facebook fra ”hestens egen mund”. En enkelt hovedpointe blandt mange var, at en succesfuld markedsføring ikke drejer sig om antallet af brugere, der ”synes godt om” din Facebook-side. Det handler i høj grad om kvalitet frem for kvantitet.
Der var fuldt hus til seminaret. Det understreger naturligvis, at der er en stor interesse blandt virksomheder for at anvende Facebook aktivt og lovligt i markedsføringen. Det giver da også rigtig god mening, da antallet af brugere på platformen ifølge Facebook selv har oversteget 900 millioner. Alene i Danmark er over halvdelen af befolkningen på Facebook.
Af Mads Jørgensen


