En meningsmåling, som Morgenavisen Jyllandsposten har ladet gennemføre, afslører, at 43% af de adspurgte danskere køber kopiprodukter.
Det har fået forskere fra både Københavns og Århus Universitet til at foreslå, at det gøres ulovligt for forbrugere at købe kopiprodukter. Også Brian Mikkelsen, tidligere erhvervsminister mm. taler for et forbud over for forbrugere, der køber kopiprodukter.
Som advokat for rettighedshavere, som bliver ramt af produktkopierne, synes jeg i udgangspunktet godt om et forbud, der også rammer private.
Et forbud vil påvirke almindelige menneskers opfattelse af, om det er etisk og moralsk rigtigt at købe kopiprodukter, og vil få nogle til at opgive at købe den falske Gucci-taske. Forbuddet vil altså reducere den andel af befolkningen, som er villig til at købe ulovlige kopier.
I mange situationer vil et forbud dog slet ikke kunne anvendes. Det er nemlig ikke alle ulovlige kopier, som overhovedet kan opdages af almindelige mennesker, og det er ikke alle ”kopier”, der er ulovlige.
At en billig taske i ringe kvalitet med Louis Vuitton-symboler påtrykt er et ulovligt kopiprodukt, vil de færreste være i tvivl om.
Det er til gengæld svært at se, at en meget nøjagtig kopi af fx en poloshirt ikke er den originale, når både kvalitet, logo, nakkemærke og prisskilt er omtrent identisk med originalen.
Advarselslampen bør selvfølgelig blive tændt, hvis produktet kun koster en brøkdel af originalproduktet, men hvis prisforskellen er tilstrækkelig lille, vil mange sikkert foretrække at tro, at de har gjort et godt kup – ikke at de er i færd med at overtræde loven. I den situation er det vel ikke rimeligt, at køberen skal straffes?
Ikke alt hvad en rettighedshaver vil anse for at være en ulovlig kopi, er nødvendigvis ulovligt. Fagfolk kalder det produktefterligning, når der markedsføres et produkt, som er tydeligt inspireret af et originalt produkt, fx en kendt knivserie, men hvor ”kopien” adskiller sig så tilpas meget, at der ikke er tale om en kopi, men kun en efterligning, og hvor kopien ikke påstår at være originalproduktet.
Man kan som forbruger godt gennemskue, at det ikke er originalen man køber, men det er oplagt, at kopisten ”snylter” på originalproduktet, fx ved at genbruge et særligt ornament på knivskaftet eller en særlig syning på sportsskoen, så man som forbruger kommer til at tænke på originalproduktet. Tit vil kun en dommer med hjælp fra særlige eksperter kunne afgøre, om der er tale om en ulovlig kopi eller om der er tale om lovlig anvendelse af almindelige designelementer.
Heller ikke her vil et forbud over for en forbruger give mening – forbrugeren skal selvfølgelig ikke være ”klogere” end en dommer, og han må have ret til at regne med, at produkter, som fx markedsføres i de store supermarkedskæder, ikke er ulovlige – hvad de da typisk heller ikke er.
Samlet er det derfor kun de helt oplagte piratkopier – Rolex-uret til 200 kr eller Armani-t-shirten til en 50’er, som bør blive ramt af forbuddet. Det vil have en præventiv virkning på denne type kopiering, og vil have stor værdi for de meget store verdensomspændende mærkevarer, men om det har nogen effekt på den mere sofistikerede kopiering, er nok tvivlsomt.
Af advokat Anette Moll Berg