En svensk domstol sendte i 2010 dette spørgsmål til EU-domstolen, som fornylig afgjorde, at det må man.
Hvad gør rettighedshavere, når de kan se, at deres produkter, fx musikalbums, bøger eller film, suser uhæmmet rundt på nettet uden deres tilladelse? Og hvad gør de, når det eneste de kan se, er en IP-adresse? I Danmark har vi de nogle lovregler, som giver rettighedshavere mulighed for at gå til domstolen og bede internetudbyderen, om at få udleveret personoplysninger på ejeren af internetforbindelsen. I Sverige trådte tilsvarende regler i kraft den 1. april 2009.
På dagen for lovens ikrafttræden, bad en gruppe svenske bogforlag derfor retten om hjælp, da de erfarede, at lydbøger, som de har rettighederne til, ulovligt var blevet lagt op på en FTP-server fra en række IP-adresser. Internetudbyderen, ePhone, var ikke villig til at udlevere oplysningerne, og gjorde samtidig gældende, at den svenske lovbestemmelse var i strid med EU’s persondatadirektiv. Sagen nåede hele vejen gennem det svenske retssystem – helt til den svenske højesteret.
Da sagen nåede til den svenske højesteret, valgte retten at spørge EU-domstolen, om den nye svenske lovbestemmelse var i strid med EU-retten. Særligt når nu internetudbyderen havde indsamlet de pågældende personoplysninger til helt andre formål end at afsløre immaterialretlige krænkelser på internettet.
Den 19. april 2012 slog EU-domstolen fast, at EU-retten ikke er til hinder for en lovregel som den svenske (og den danske for den sags skyld).
Dermed kan den svenske retssag fortsætte efter tre år.
Læs dommen her.
Af Cathrine Emilie Skovsted