
De store mærkevareproducenter er nu tvunget til at investere enorme ressourcer i at sikre deres varer mod den endeløse strøm af piratkopier, der truer med at underminere deres marked. Dette resulterer i, at mærkevareproducenternes økonomiske og personalemæssige ressourcer og fokus flyttes fra udviklingen af nye varer og forretningsområder og over til bekæmpelsen af piratkopieringen af de eksisterende varer – en tankevækkende og skræmmende udvikling.
Jeg er netop kommet hjem fra årets internationale varemærkekonference, der dette år blev holdt i Washington DC. Flere af vores internationale varemærkeklienter benytter konferencen til at samle deres netværk af varemærkeadvokater for at orienterere os om, hvad der er sket i deres firma i det foregående år. Til stor fornøjelse og inspiration.
I år orienterede en af vores amerikanske varemærkeklienter og producenter af mærkevarer os om, hvordan de får udviklet tre-dimensionelle hologrammer og vandmærker for at sikre deres merchandise. Det er ikke tilstrækkeligt med een form for sikring, for den bliver lige så hurtigt eftergjort af piratkopisterne. Så der udvikles og benyttes flere varesikringstyper. Og det stopper ikke med det. Der skal løbende udvikles nye varesikringstyper for at afsløre de stadigt bedre piratkopier. Det kræver ikke udfoldelse af megen fantasi at forestille sig, hvor kostbart det er i mandetimer og tilkøbt ekspertise og så under en finanskrise, hvor indtjeningen på egne varer er under pres.
Tænk over, at næste gang du vælger den billigere kopivare – måske i hæderlig kvalitet – fremfor den originale mærkevare, så bidrager du til at underminere den innovation, som vi og samfundet ikke kan undvære.
Af Annemette Ellermann


