
Advokat og partner, Johan Schlüter har – som den første i Danmark – i dag har fået overrakt Koktvedgaardprisen 2012.
Overrækkelsen fandt sted på Sophienberg i Rungsted i forbindelse med et 2-dages seminar (Bogbranchen og internettet – frit eller reguleret), hvor de største drivkræfter inden for entertainment- og medieret mødtes. Johan Schlüter talte i forbindelse med prisoverrækkelsen om Vederlagsretten ved tvangskollektivisering af ophavsrettigheder.
“Jeg er selvfølgelig meget beæret over at være udpeget til at modtage prisen. Jeg har selv haft den glæde at have truffet professor og dr.jur. Mogens Koktvedgaard personligt ved flere lejligheder. Prisen bærer navnet på den, som jeg anser for at have været én af de skarpeste i landet, når det drejer sig om juridiske problemstillinger – især inden for immaterialret og konkurrenceret,” siger Johan Schlüter. Han understreger, at Mogens Koktvedgaard var en meget afholdt forsker ved Det juridiske Fakultet på Københavns Universitet, hvor han grundlagde immaterialret som fag, og at hans undervisning var intet mindre end et tilløbsstykke.
Koktvedgaardprisen 2012 er en ny pris, indstiftet af Foreningen for Entertainment og Medieret, og den uddeles som påskønnelse til én, der har ydet en ekstraordinær indsats inden for entertainment- eller medierettens fagområde.
Dommerkomiteen består af advokat Steen Lassen, Højesteretsdommer Thomas Rørdam og professor Jens Schovsbo.


