
Den nye digitale musiktjeneste Spotify muliggør, at man kan se, hvad ens venner lytter til af musik. Mange vil nok sige, at det igen er overvågning af ”værste skuffe”, men man kan som bruger via ens indstillinger selv bestemme, om man ønsker at andre skal kunne se, hvilken musik man lytter til og hvilke musiklister man laver. Jeg har via denne funktionalitet i Spotify fulgt mine venners musikvalg og har på denne måde fået lyttet til en masse ny musik, som jeg ellers aldrig ville have stiftet bekendtskab med og som jeg oven i købet har været meget inspireret af. Dette er efter min mening et godt eksempel på, at den nye digitale verden og den overvågning og ”følgen med i adfærd”, som følger af den seneste digitale udvikling, ikke altid er negativ. Så længe man som bruger selv kan bestemme, hvad hvem skal se og følge med i, og forudsat brugeren bliver gjort bekendt med denne mulighed, så kan adgangen til at ”følge med i ageren” virke meget inspirerende og innovativ.


