For nogle uger siden overværede jeg en interessant og for mig temmelig anderledes hovedforhandling ved den australske delstat Victorias Højesteret. Den oplevelse lærte mig på godt og ondt noget om Australien og om, hvordan det australske retssystem fungerer i praksis.
Hovedforhandlingen var interessant, fordi der var tale om en straffesag, hvilket er ukendt territorium for mig, og fordi de faktiske omstændigheder – ifølge anklagemyndigheden – var noget mere makabre, end hvad vi normalt oplever i Danmark.
En ung mand stod tiltalt for at have myrdet en tidligere og noget ældre “samarbejdspartner” (de havde i fællesskab produceret og solgt euforiserende stoffer), hvorefter han angiveligt skulle have skaffet sig af med liget ved først at brænde og syrebade det og herefter at smide det i havet fra den berømte vej, som går mellem Melbourne og Adelaide: the Great Ocean Road. En særdeles ubehagelig historie, hvis den viser sig at være sand.
Desuden var hovedforhandlingen interessant, fordi den gav mig et indblik i nogle af forskellene mellem det danske og det australske retssystem.
Fremmed for mig var det eksempelvis, at dommeren bar paryk, men sådan er det jo gerne i de tidligere engelske kolonier. Dommeren skal fremstå neutral i enhver henseende, og for at opnå det mål går man altså lidt længere end i Danmark, hvor vi “nøjes” med kapper ved de højere retter.
Nyt var det også at opleve samspillet mellem solicitors og barristers, som vi slet ikke kender i Danmark. I Australien – såvel som i lande som England og USA – skelner man nemlig mellem advokater, der rådgiver klienter, og advokater, der går i retten. Førstenævnte – the solicitors – sad med ryggen til dommeren og bistod sidstnævnte – the barristers – med bilag m.v. Det er nemlig the solicitors, der har hyret the barristers til at føre retssagen og ikke klienten.
En sjov detalje var det i øvrigt, at en af de tilstedeværende barristers havde en sort sløjfe på kappen. Dette signalerede, at hun var såkaldt QC (Queen’s Counsel), som er den mest fornemme grad, en barrister kan opnå. Det affødte tydeligt respekt hos de øvrige rådgivere.
Det var desuden mit helt klare indtryk, at “forestillingen” var mere dramatisk, end det normalt er tilfældet med straffesager i Danmark. Længst væk fra dommeren stod den tiltalte flankeret af to stående politibetjente. Umiddelbart over for den tiltalte var vidneskranken placeret. Her blev vidnerne – ligeledes stående – afhørt en efter en, mens den tiltalte så dem lige i øjnene. Og så var der juryen, som vistnok medvirker i næsten alle straffesager i Australien, men som er relativt sjælden i Danmark. Det mindede unægtelig mere om Ally McBeal, end en dansk retssag nogensinde kommer til.
Hvordan sagen ender, tør jeg ikke spå om. Det overlader jeg til juryen og de øvrige medvirkende. Men det var bestemt spændende at få et ganske kort indblik i, hvordan det australske retssystem virker i praksis. For selvom vi lever i en stadigt mere globaliseret verden, er der endnu forskel på, hvordan juraen omgåes rundt omkring i verden. Og det er bestemt ikke helt tosset, at man som rådgiver har en fornemmelse for, hvori forskellene består.
Af Søren Danelund Reipurth, advokatfuldmægtig